Jeg kom hjem i går. Dejligt. Det er meget hyggeligt at se familien, men jeg slapper nu mere af når jeg er hjemme. Jeg mødte Marianne på Hovedbanegården og hun tog med herop. Jeg har ikke haft en sammenhængende ferie, siden ferien på Tenerife i Januar. Det er for øvrigt den værste ferie jeg nogensinde har haft. Mine forældre havde inviteret hele familien derned og vi blev indlogeret på et alderdomshjem. Sådan føltes det i hvert fald. Hele byen var nærmest et alderdomshjem. I forvejen kan jeg ikke fordrage charterferier, så det var absolut gyseligt for mig. Jeg ville hellere ha været på arbejde, og det er absolut ikke fordi jeg elsker mit arbejde.
Jeg glæder mig derfor enormt over nogle få dages frihed, selv om det ikke er godt for kontoen, fordi jeg for længst har brugt mine feriepenge. De gik på at købe kolonihave. Det er så også der jeg har tænkt mig at tilbringe resten af julen i Helsingør, for der er massevis af ting jeg skal ha gjort klar før foråret. Normalt ville jeg elske sne og frost på denne årstid, men i år er det mest praktisk hvis vi får en mild vinter. Desuden vokser grønkålen når der er så mildt, og så bliver der selvfølgelig mere grønkål. Jeg får nok ikke skrevet så meget i juleferien, for jeg er sikkert sammen med Marianne hele julen. Igen, igen. Det er nu meget hyggeligt.

Kan jeg slå et andet menneske ihjel? Ja tænker jeg, no problem. Kan jeg? Jeg ved det ikke. Det virker så let. Men er det, det? Jeg har kun oplevet et menneske dø, og det var Bjarne. Vi delte en lejlighed på Nørrebro og han havde AIDS. En aften han havde det rigtig dårlig, og gik rundt og stønnede, blev jeg så træt af at høre på ham at jeg ignorerede ham. Jeg hørte et ordentlig bump og derefter var der stille lidt tid. Jeg tænkte at han ønskede at jeg ville tjekke hvordan han havde det, og jeg orkede ikke. Så hørte jeg lidt banken mod gulvet og så blev der stille. Jeg ventede lidt, men der var stadig stille. Det var lidt mystisk syntes jeg så jeg gik ud af mit værelse, og ind på hans værelse. Han lå på gulvet. Jeg sagde: "Åh Nej Bjarne" Jeg vidste at det var for sent, men jeg tænkte at måske var det ikke helt for sent. Så jeg forsøgte at blæse liv i ham, men det var umuligt. Hans lunger var fyldt med slim, og jeg fik noget af det i munden da jeg forsøgte at blæse liv i ham. Jeg ringende efter en ambulance. Der kom en ambulance. Stille og rolig. Ingen udrykning. De vidste det var for sent.

Jeg har været ude at løbe for første gang siden jeg dejsede om på Christiania og knaldede baghovedet ned i brostenene. Dvs. det dunkede godt nok i baghovedet lige efter at jeg havde løbet, men det gør det altid når pulsen og blodtrykket kommer højt op. Det er en gammel skade som ligger helt tilbage i niende klasse i folkeskolen. Blandt nogle af os på de bageste rækker var der tit en kamp om at sidde på den gode stol. Dvs. lærerens gode bløde kontorstol på hjul. Den pågældende dag var det lykkedes mig at tilkæmpe mig den fra Ib som sad bag ved mig. Det blev han sur over og på et tidspunkt sparker han til stolen, så jeg ryger bagover og knalder baghovedet ned i bordkanten på hans bord. Listen på bordet var faldet af så kanten var helt skarp, så det bløder en del og jeg må til læge for at blive limet sammen.
Umiddelbart får jeg ikke hovedpine, men når jeg senere anstrenger mig meget, f.eks. ved løb, får jeg en dunkende hovedpine. Det tar flere år før jeg holder op med at få hovedpine, når jeg anstrenger mig meget, og i dag er det blevet til en dunken, men det gør ikke ondt. Det er selvfølgelig en lille smule skræmmende og det kan godt være at jeg en dag får en hjerneblødning under en løbetur. I så fald kan det sagtens skyldes det lille uheld. Mange år senere mødte jeg Ib og han sagde at han tit havde tænkt på det. No hard feelings, det var et uheld.
Derudover er risikoen for en hjerneblødning til stede hos enhver, uanset alder. Bente, Lisbets søster, gjorde engang rent og fik det pludseligt dårligt. Hun sagde til sin veninde som hun boede sammen med, at det føltes som om hun fik en kop te hældt ned over hjernen. Hun blev indlagt og fladt i koma. Hele familien kom fra Jylland til København for at besøge hende, og den næste dag vågnede hun op og hilste på dem. Efter nogle timer faldt hun i koma igen, og døde lidt senere. Hun nåede lige at blive 30. Hun havde fået en hjernehindeblødning. Det skyldtes en medfødt svaghed i hjernehinden, som ikke er arvelig, og som én ud af halvtreds har. Det betyder naturligvis ikke at alle som har denne medfødte svaghed kommer til at dø af det, men risikoen er altid til stede. Eftersom sygdommen ikke er arvelig, kan enhver risikere at dø af den.
At det dunker lidt i hovedet på mig, bekymrer mig derfor ikke. Vi skal alle dø alligevel og hver dag jeg slipper gennem livet uden alvorlig sygdom, takker jeg for.
For mit vedkommende gælder det ikke mindst psykoser. Det er et helvede uden lige og jeg har endda kun lige oplevet det. Dvs. det har været alvorligt nok, i den forstand at jeg har prøvet det flere gange, men jeg det er lykkedes for mig at overvinde det. Før fik jeg ind i mellem voldsom angst hvis jeg ikke fik sovet nok, fordi jeg var bange for at få en ny psykose, men efterhånden bliver det sjældnere og sjældnere. En sjælden gang sker det at jeg får hvad der minder om en psykose i nogle få sekunder, men så forsvinder det igen. Men hver gang får jeg naturligvis et lille angstanfald, for hvad nu hvis det ikke forsvinder?

Marianne tog først af sted i morges og derfor fik jeg ikke skrevet noget i går. Det gik nu udmærket i weekenden og Marianne er ret underholdende at være sammen med. Hun nåede bare at blive så skide fuld om søndagen at hun væltede tre gange på cyklen inden hun nåede om til mig. Jeg havde ellers sagt at hun skulle lade cyklen stå. Hun hævder at hun ikke længere drikker til hverdag, men hun indhenter i hvert fald det forsømte i weekenden. Hun er en meget forsømt kvinde og måske er det også derfor at jeg igen er sammen med hende. På en måde har vi meget godt sammen, men om vi nogensinde får et stabilt forhold er tvivlsomt. Jeg har endnu ikke fortalt hende om min blog, så derfor vil jeg ikke skrive når hun er her. Det kan godt være, at jeg fortæller hende om bloggen senere, og så bliver hun skide sur, men jeg skriver kun det, jeg alligevel ville ha sagt til hende og mine venner, og selv om bloggen er åben for alle kan jeg se, at der de fleste dage kun er 3-4 stykker som går ind og læser den. Jeg synes bare dette er en federe måde at kommunikere på end Facebook, fordi man kan skrive meget mere her, og fordi det man skriver bliver sammenhængende og ikke afbrudt af alle mulige andre indlæg, der som regel er totalt intetsigende. Det ville selvfølgelig være federe hvis mine venner, dvs. jer der læser det, også lavede en dagbog på nettet, så jeg også kunne følge med i hvad I foretager jer. Jeg kunne selvfølgelig være på Facebook og følge med I hvad I skriver der, men det bliver ikke lige med det samme. Ting tager tid, og for tiden er mit liv for kort til Facebook.

Jeg fik fældet mit træ og som forventet var det et ret stort projekt. Træet viste sig at være 13 meter højt og i løbet af sommeren var det vokset 1 m. I løbet af de sidste 5 år var det vokset 3,6 m, så det var bare med at få det fældet, mens det stadig var en overkommelig opgave.

Som man kan se kappede jeg grenene af nedefra men, lod nogle grene blive siddende for neden, for at beskytte mit lille brændeskur mod nedfaldende grene.

Jeg burde egentlig ta ud og løbe nu, men fordi jeg klatrede op og ned af træet utallige gange mens jeg fællede det, har jeg fået et mindre trælår, så det bliver tidligst i morgen.

Det er også snart to uger siden jeg sidst var i Fitness Factory men mit krater i hovedet er stadig så tydeligt at jeg ikke har lyst til at ta derom. Godt det er vinter så jeg kan gå med hue. Jeg håber at håret vokser ud igen, ellers vil arret altid være tydeligt. I det mindste fik jeg masser af træning i kolonihaven i weekenden.

Den milde vinter har gjort at jeg stadig har radiser, spinat og gulerødder. Derudover er der også grønkål og kålrabi. Specielt grønkålen kan sagtens tåle selv en kold vinter, men at der er friske radiser er lidt interessant. Jeg længes vildt efter foråret, og efter af få køkkenhaven fuld af grønsager. Jeg må så håbe på, at det er lykkedes mig at minimere antallet af dræbersnegle så meget at jeg også kan få salat og persille og andre af deres livretter. I hvert fald har jeg sørget for at få fældet det jeg kan, for at få så meget sol som muligt. Det er langt fra optimalt stadigvæk, på grund af alle træerne udenfor kolonihaven, men til gengæld ser det ret flot ud nu, efter at jeg har fældet mine egne træer.

Jeg har stadig ondt i kraniet efter at jeg faldt ude på Christiania. Når jeg siger ondt i kraniet er det helt bogstaveligt. Den måde det gør ondt på tyder på at jeg har fået en lille revne i kraniet. Det er der sådan set ikke noget at gøre ved og det betyder heller ikke noget, men det er da lidt irriterende og jeg har ikke lyst til at ta i fitnesscenteret, så længe jeg har et kæmpesår i baghovedet. Det er lidt for flovt.
Træning skal jeg nok få, for jeg har tænkt mig at fælde den store gran i kolonihaven. Det er et kæmpe arbejde, for først er jeg nødt til at klatre op i træet og save grenene af undervejs, så der kun er nogle korte grene jeg kan træde på. Så fælder jeg den stykke for stykke oppefra, og jeg har kun en buesav. Generelt er jeg ikke særlig glad for larmende maskiner, men i dette tilfælde ville jeg enormt gerne ha en motorsav.

Ak ja, så har jeg igen besøg af Marianne. Det var ellers meget tæt på at jeg smed hende hjem i går fordi hun igen, igen fik et af sine anfald, og jeg gider absolut ikke høre på det. Det er ufatteligt at hun ikke kan forstå det. Ubegribeligt at vi skal igennem det igen og igen og jeg burde ha holdt fast ved at hun skulle ta hjem igen. Men jeg får utvivlsomt en ny chance på et senere tidspunkt, for hun er totalt uden for pædagogisk rækkevidde. Men ok når hun ikke får sine anfald af sygelig jalousi er hun meget sød.

Jeg havde mit hadejob i eftermiddag: ta nedstik i kloakker. Hørsholm kommune vil lægge nogle nye og større kloakrør på grund af den stigende nedbør og de har derfor brug for at vide i hvilken dybde de nuværende kloakker ligger. Så jeg har brugt en gps til at fastlægge koten på dækslet, men for at finde koten på bunden af kloakledningen er jeg nødt til at hive dækslet af og måle dybden. Tallet trækker jeg fra koten på dækslet og så har jeg bundkoten. Meget simpelt. Det er så enkelt at selv en kommunalt ansat burde kunne finde ud af det, men nej. Eller også gider de ikke. Måske fordi det er ekstremt ulækkert at stikke stadiet ned i kloakken, fordi der flyder nogle rigtig ulækre ting rundt dernede. Godt nok bruger jeg arbejdshandsker, men det er ret ulækkert. Det kan ikke undgås at der klæber en smule fast på bunden af stadiet. Det allerværste er at nogle af brøndene er firkantede, men dækslet består af to trekanter. Det betyder at man kan risikere at tabe en trekant ned i kloakken, og jeg er udmærket klar over hvem der skal ned i lorten hvis det sker og det har været meget tæt på flere gange.

Nogle gange er jeg ved at brække mig over at vi alle skal ha en computer med internetadgang i hjemmet ellers bliver man hægtet af. Jeg havde i adskillige år en oldgammel computer og ingen internetadgang, men jeg er klog nok til at gå på biblioteket. Og jeg har overhovedet ingen medlidenhed med dem som ikke kan gennemskue at det er måden at gøre det på. For dem kommer det alligevel ikke til at gøre den fjerneste forskel selv om de havde en computer med internetadgang.
Jeg blev venner med en meget ung fyr i Bombay som hed Sashin, og han havde aldrig gået i skole. Han levede af at sælge kort, bl.a. verdenskort, men han havde lært sig selv at læse, både på hindi og engelsk og han havde en internetadresse.
Jeg forlanger ikke at alle skal være lige så intelligente som Sashin, men hvor svært kan det være at gå på biblioteket eller en internetcafe for at gå på internettet?
Jeg brokker mig også voldsomt over mit liv, men jeg erkender at det er fordi at jeg selv er et fjols, og at det ikke er samfundets skyld.

Hvis nogen undrer sig over hvorfor jeg skriver min dagbog på internettet, så er det fordi at jeg bedre kan få en fornemmelse af hvor godt jeg skriver. Der er kun ganske få som kender min side, men f.eks. Kiss kender den også og hvis jeg skriver godt nok vil flere læse den. Og jeg kan se hvor mange der læser den. Dvs. jeg kan få et indtryk af hvor godt jeg skriver. Indtil nu ikke ret godt idet jeg højst har 5-10 der gider læse hvad jeg skriver. Det er også ok, for der er ikke så meget at skrive om, eller rettere, det som nok er mest interessant har jeg ikke nødvendigvis lyst til at skrive om. I modsætning til Big Brother så kan jeg selv bestemme hvor meget jeg vil blotte mig her, men jeg er godt klar over at hvis jeg begyndte at blotte mig 100 % ville det pludselig blive meget mere spændende for folk.

Det bliver spændende at se hvordan min krop klarer min nye nedtur. I hvert fald er det sådan at jo mere jeg drikker jo mindre kan jeg mærke at det påvirker min krop. Jeg fik godt nok lidt udslæt i weekenden og nogle lymfekirtler i nakken og baghovedet svulmede op som de har gjort så mange gange før, men jeg har jo efterhånden lært at det bare gælder om at drikke noget mere, og så forsvinder symptomerne. Det er kun hvis jeg holder en pause at jeg kan mærke at alkoholen er rigtig skidt for min krop, så jeg må hellere holde op med at holde pauser.
Jeg synes det er så fedt at drikke. Det gør livet så let. Det er ikke som David. Han bliver altid så ekstremt negativ og aggresiv når han drikker. Det er først nu i aften at jeg er ved at være lidt beruset, og det er så fedt. Ok er omstændighederne til stede kan jeg sagtens ha det rigtig fedt uden at være fuld. F. eks. når jeg står på ski ud over markerne. Det er nærmest bedre end sex, men i Danmark er man desværre nødt til at nøjes med sex.

Jeg har lige set abernes planet. Den er så latterlig at det er en komedie. En dårlig komedie. Den giver udtryk for at der kan være en form for forståelse mellem mennesker og dyr. Der er ikke engang en form for forståelse mellem mennesker. Som Mariannes far der helt bogstaveligt betragter mørke mennesker som dyr. Engang han var på besøg brokkede jeg mig lidt over larmen fra overboerne og han sagde: "Ja det er dyr". Jeg prøvede at sige at det selvfølgelig ikke er dyr men mennesker, men han blev ved: "Jo det er dyr". Jeg tror de er somalier ovenpå og flere gange har jeg snakket med manden i elevatoren. Han er meget stor og muskuløs og meget, meget venlig. Da jeg havde mine dreadlocks for nogle måneder siden sagde han til mig at han engang havde haft kæmpe store dreadlocks. Jeg syntes han skulle få det igen men han mente at det var historie. I hvert fald virker han meget civiliseret.
Men mennesker og dyr kommer aldrig til at leve i harmoni. De dyr mennesket ikke kan bruge som husdyr vil blive udryddet. Danmark ligger i verdenstoppen på det punkt, og jeg kan ikke forestille mig at der nogensinde igen kommer til at leve bjørne, ulve, losser, vildsvin, elge og andre dyr som naturligt hører til i Danmark. Det er ikke fordi der mangler plads. Problemet er bare at den normale flæskestegsdansker ikke kan forestille sig at spise andet juleaften end flæskesteg. Og alle de andre dage. Eller eventuelt frikadeller, medisterpølser, bøf, kylling og andre dyr vi kan holde i små bure. Og alle disse mange dyr kræver mad. Masser af mad som kræve masser af marker. Så derfor er der kun plads til burgrise og burhøns i Danmark. Og danskerne er hamrende ligeglade bare de kan få deres flæskesteg. Vilde dyr er noget man ser på tv fra fjerne lande. Dvs. indtil de bliver som danskerne og vilde dyr er noget man ser på slidte, gamle film. Dvs. som udviklingen går er det ikke sikkert at filmene er så gamle. Og hvad rager det os? Bare vi kan få en billig kylling er det da revnende ligegyldigt om der findes ulve og bjørne. Og desuden er de farlige for mennesker så faktisk er det bedst hvis de bliver udryddet.

Det har været en forfærdelig weekend. Den har været så slem at jeg ikke har lyst til at beskrive den i detaljer her, men for at gi et indtryk af den kan jeg sige, at jeg var så fuld at jeg besvimede midt på Christiania fredag nat (efter at ha taget et sug af en joint jeg blev tilbudt) og knaldede hovedet ned i brostenene. Jeg vågnede ved at nogen sagde at nu var der en ambulance til mig, men jeg skulle bestemt ikke med nogen ambulance, så jeg gik ind på Woodstock et par timer, og drak et par øl inden jeg tog hjem.

Da jeg vågnede den næste morgen havde jeg så frygtelig ondt af mig selv at jeg ringede til den skøre grønlænder og spurgte om vi ikke skulle mødes. Det lykkedes mig at overtale hende til at vi skulle mødes på Østerport station og vi købte en liter hvidvin og gik over i Østre Anlæg og drak et par glas. Jeg foreslog at vi skulle ta hjem til hende, men hun havde lånt sin lejlighed til Jeanette og ville ta hjem til Peter. Jeg syntes vi skulle ta op til mig, men hun sagde, at hun ikke ville op til mig, fordi hun ikke vidste om hun blev smidt hjem. Jeg svarede at hun kun blev smidt hjem, hvis hun ikke opførte sig ordentlig, hvortil hun svarede: "Jamen jeg ved ikke om jeg kan opføre mig ordentlig". Så mindede jeg hende om at til firmajulefrokosten sidste år kunne hun godt opføre sig ordentlig. Så det endte med at hun tog med til Helsingør og der var ingen problemer. Hun blev til mandag morgen og vi sov sammen for at sige det diplomatisk. Det var slet ikke meningen fra starten af, men sådan blev det, og vi havde det hyggeligt sammen. Hun kan jo være enormt sød, når hun ikke er jaloux.
Det forfærdelige ved denne weekend har jeg undgået at fortælle om, men måske fortæller jeg det engang. I hvert fald har det ikke noget med Marianne at gøre.

Jeg forlængede min løberute en lille smule igen i dag så den nu er oppe på 3,4 km og jeg løb lidt igennem så jeg også blev lidt forpustet. Det er enormt træls at det skal ta så enormt lang tid før jeg igen kan løbe igennem for fuld knald. Jeg får så en lille smule kondition hver dag når jeg cykler hjem fra stationen. Når jeg er nået forbi Helsingørcentret og krydser trækbanen plejer jeg at cykle igennem alt hvad jeg kan op ad bakken. Det tar vel ikke mere end 5-10 minutter men det er hårdt nok til at det river i lungerne og det er aldrig nogen som overhaler mig, det ville være nedtur, selv om det er en herrecykel af gammel oprejst model og tung at cykle. Det er så en af de ting jeg ikke fatter. Vi har nogle fantastisk gode bakker her i Helsingør, og alligevel tar de fleste bilen om til fitnesscenteret for derefter at sætte sig op på en cykel eller løbe på løbebåndet. Det er et grotesk samfund vi lever i, men jeg er godt klar over at de fleste flæskestegsdanskere ikke kan se noget forkert i det. I dette tilfælde dækker udtrykket "flæskestegsdansker" også over muslimske Ali, som også tar bilen om i fitnesscenteret.
Jeg havde egentlig ikke tænkt, at jeg ville drikke alkohol for til julefrokosten i morgen, men så fik jeg alligevel lyst til Faktas fantastiske gløgg så jeg kørte derned efter en flaske. Og der var udsolgt. Så jeg købte Julius luksusgløgg, men den er frygtelig elendig. Den er fortyndet med vand. Næste gang køber jeg en flaske rødvin og laver min egen gløgg, jeg har garanteret alle krydderierne. Til gengæld for at jeg har drukket noget gløgg i dag, har jeg lovet mig selv, at jeg vil prøve på at lade være med at drikke snaps i morgen. Gad vide om snaps blev opfundet ved en fejlproduktion af husholdningssprit, eller om det var omvendt?

Det går ikke helt efter planen med at skrive mine blogs. Når jeg har trænet og spist, er jeg simpelthen alt for træt til at skrive noget alt for seriøst, så derfor bliver det, for det meste, kun denne blog jeg skriver lidt på. Det er sådan set det, som er et af de største problemer i forhold til mit job. Jeg får så sent fri, at jeg næsten ikke har noget fritid. Det skyldes selvfølgelig også at jeg bruger en time på transport hver vej, så jeg tar afsted ca. halv otte om morgenen og er hjemme halv seks om aftenen. Lige nu tror jeg det er en fordel, at jeg bliver i mit job, i forhold til at få et job senere som geolog, så derfor holder jeg ud lidt endnu men jeg hader helt vildt, at jeg næsten ikke har noget fritid. 7-12 på hverdage vil jeg gerne arbejde, og i cykelafstand, så kan jeg holde det ud. Det andet her er et helvede, fordi jeg bare spilder min tid og fordi der ikke er nogen form for fremtidsudsigt i dette job. Jeg ville sådan set hellere arbejde som postbud, hvis ikke det var for den detalje at  lønnen er så ringe, at det næsten er bedre at være på førtidspension.
Det er vel ikke mærkeligt, at jeg så får lyst til at drikke et par øl når jeg har fri om aftenen, eller måske seks, men ikke i denne uge. Vi har jo juleforkost på fredag, så jeg holder lige nogle alkoholfrie dage, ellers er jeg fuldstændig smadret på lørdag. Det er jeg nu nok alligevel, men jeg prøver at bilde mig selv ind at det bliver lidt mindre slemt, hvis jeg holder er nogle dages pause.

For satan jeg hader min mobil. Når der er for lidt strøm på batteriet er det næsten umuligt at lade op igen. Det lader op og så begynder det bare at aflade igen. Lortemobil.

Jeg forlængede min løberute lidt i dag til 3 km men det er stadig alt, alt for kort. Jeg må ha tålmodighed men jeg ser frem til at jeg igen kan løbe en time uden at risikere at få løbeskader. Jeg var i fitnesscenteret i går, så jeg prøver at træne der hver anden dag og løbe hver anden dag. Problemet er at skemaet går i udu i weekenden, og det gør det med garanti den kommende weekend for der er der firmajulefrokost.

Det var en kølig dag i dag men helt fint for mig. Jeg er rigtig godt pakket ind. Inderst almindeligt undertøj, dvs. shorts og t-shirt, så langt termoundertøj, bukser og skjorte, en bluse, en sweater gummistøvler og regntøj, og naturligvis handsker, hue og halstørklæde. Så jeg går rundt og har det dejlig varmt. Det er så i modsætning til Ivan. Af en eller anden grund har han en aversion imod at beskytte sig mod kulde og regn. Det er utallige gange vi har måttet afbryde vores arbejde fordi han fryser og er våd og vil tilbage til kontoret. Også i dag. Både chefen og jeg bliver irriteret over at han ikke vil arbejde fordi han fryser og vi har begge sagt til ham adskillige gange at han skal tage noget ordentlig tøj på. Men nej. Det er sket at han har taget en regnfrakke når det regner heftigt, men han vil ikke bruge hætten så jeg gætter på at vandet løber ned ad halsen og nakken på ham. Jeg har aldrig set ham bruge regnbukser, men til gengæld har jeg tit set ham med sjaskvåde bukser. Så endnu engang ville han tilbage til kontoret fordi vejret var ubehagelig. Han så også noget forkommen ud men jeg har ikke det mindste medlidenhed med ham, for han ved jo hvordan vejret er i Danmark om vinteren. Ok, det sker at jeg fejlvurderer vejret, og får for lidt tøj på, men det er sjældent, hvorimod Ivan fortrækker at fryse frem for at ta varmt tøj på. Chefen har ovenikøbet givet ham et par gode handsker, men bruger han dem? Nej, han vil hellere fryse fingrene. Jeg vil hellere være udendørs end på kontoret, så jeg synes det er pisseirriterende, at han ikke vil ta noget ordentlig tøj på, og chefen er af samme mening. Desuden slipper han ikke. Firmaet lever ligesom af at måle, og vi kan ikke stoppe med at arbejde om vinteren, bare fordi det er koldt og vådt. Det er sket at vi er blevet inde hele dagen, hvis vejret har været meget blæsende og regnfuldt, men jeg gætter på at det højst er sket omkring 10 gange i løbet af de næsten 5 år jeg har arbejdet der.
Jeg ville allerhelst ha et arbejde hvor jeg kunne være udendørs hele tiden, men de findes næsten ikke mere. Skovarbejderne sidder i en skovningsmaskine, murerne arbejder i et telt osv. Selvfølgelig er der vejarbejderne, men det er så lige en af de ting jeg ikke har lyst til at arbejde med. Stilladsarbejde kunne være ok, jeg kan godt lide hårdt arbejde og det er udendørs. Desværre er lønnen ikke så god som den var en gang og lige nu er det nok under alle omstændigheder håbløst at finde den slags job. Kontorarbejde er meget mere for kvinder. Jeg kan bedre lide at banke skelrør i jorden, for der kan jeg bruge alle mine kræfter, mens de fleste piger dårligt ville kunne løfte hammeren.

Jeg var med Jeppe på Woodstock i går. Det naturligvis fuldstændig som det plejer, dvs. jeg scorede selvfølgelig ikke. Til gengæld fandt jeg ud af at pigen jeg dansede med for et par uger siden ikke havde en kæreste dengang. I hvert var hun optaget af en anden fyr i dag og det var desværre ikke mig. Eller rettere: Der var selvfølgelig ikke mig.
Nu er det i sig selv ikke noget problem at det næsten er 5 måneder siden at jeg sidst var sammen med en kvinde, som jo var tossede Marianne. Det som er problemet er at risikoen for at jeg en morgen vågner hos en kvinde jeg absolut ikke har lyst til at vågne hos, stiger og stiger som tiden går.

Den gale grændlænder sendte igen nogle af sine gale smser. Det er utroligt at hun ikke har fattet at jeg ikke gider ha noget med hende at gøre længe hun bliver ved med sine vanvittige smser. Dvs. aldrig for hun stopper aldrig.
Jeg tog for første gang om i fitnesscenteret i en weekend, og der var dejligt få folk. Dvs. så var der så heller ikke nogen spændende piger at kigge på, men med min scoreteknik kan det også være ligemeget. Jeg fik for første gang dette sted, trænet lidt i at bokse på sandsæk. Med min evne til at komme vanskeligheder når jeg går i byen, er det bedst jeg får trænet min slagstyrke lidt, det kan være at jeg en dag kommer i så store problemer at det bliver nødvendigt at slå igen. Det hjælper jo ikke ar være frygtløs i en slåskamp hvis man ikke kan yde nogen modstand. Desuden er boksning en enormt god måde at træne kondition på, mindst lige så god som intetvalløb.
Som sædvanlig var de fleste kørt i bil til fitnesscenteret, men for en gangs skyld forstår jeg dem. Der er blevet typisk dansk vinter med nogle få graders varme og iskold regn med lidt slud ind i mellem. Jeg synes det er forfærdeligt og jeg foretrækker klart lidt frost og sne, men af en eller anden grund lader det til at de fleste voksne danskere foretrækker den iskolde regn frem for sne. Måske bliver danskere bare gamle før tid, for helt ærlig så er man godt nok gammel, når man ikke længere kan nyde sneen. Øv hvor jeg savner vinteren i Norge, nu er den omsider ved at indfnde sig der.

Der kom heldigvis en rimelig film. Snow Cake. Canadisk socialrealisme.

Fremragende. Jeg fik sovet lidt. Dvs. jeg sov til kl. halv tolv og så var det lidt sent at gå i byen syntes jeg, så jeg tænkte at jeg bare kunne sove igennem til i morgen. Genialt for det betød selvfølgelig at jeg vågnede kl. 2 og så kunne jeg ikke sove mere. Der er ikke noget i fjernsynet som er værd at se, jeg har ingen øl og jeg orker ikke at køre helt ned i 7eleven for at købe øl. Jeg kan selvfølgelig stadig nå at gå i byen i Helsingør men folk er sikkert skide fulde nu, så det er ikke særlig spændende når man selv er ædru. Desuden skulle den eneste grund til at gå i byen nu være, at prøve på at score en pige, og det er lidt sent for den slags piger som jeg gerne vil ha. Man kan selvfølgelig sige, at der nok er en god scoremulighed blandt de piger som stadig er i byen, men er jeg interesseret i dem?
Så jeg bliver hjemme og surfer lidt på internettet og på et eller andet tidspunkt bliver jeg forhåbentlig søvnig igen.

Terningen sagde 1 men jeg er enormt træt så jeg må lige sove lidt først.

Så er spørgsmålet, hvad gør jeg nu? Ringer til Jeppe, Henrik eller Lars? Går i byen i København, Helsingør eller Helsingborg? Eller det utænkelige. Bliver hjemme. Det er godt at en terning kun har seks sider. Jeg finder en terning.

Når jeg er flyttet til Helsingør er det især fordi det er forholdsvis let at købe et kolonihavehus her. Problemet er at man kun må bo i kolonihavehuset halvdelen af året, men nu har jeg fundet en løsning. Et nedlagt landbrug til kun omkring 170.000 kr. Der er så 26 km til den nærmeste dagligvareforretning og mindre end 100 km til den nærmeste by som er Kiruna med næsten 20.000  indbyggere. Nu mangler jeg kun at finde en ung smuk pige som også kunne tænke sig at bo på landet.

Jubii så er det weekend. Dvs. jeg er stadig på arbejdet men chefen har fri i dag og Ivan er lige gået, så jeg er alene på posten. Vi plejer normalt at drikke en fredagsøl fra kl. 3 til 4, men Ivan og jeg plejer at snyde når chefen har fri om fredagen, så vi plejer at gå kl. 3. Nu er der jo det at der er en teoretisk mulighed for at chefen opdager, at der ikke er drukket to øl, så derfor er det nok bedst at jeg bliver og drikker de to øl. Det er Carlsberg og de smager lidt underligt når man er vant til dem til 2,25 fra Fakta, men man kan vel vænne sig til dem.
Så er spørgsmålet hvad jeg skal lave bagefter. Måske skulle jeg gå i fitnesscenteret, men jeg er stadig lidt forkølet så jeg ved ikke.

Min forkølelse er blevet værre. Formodentlig skyldes det at jeg kun forsøgte at bekæmpe det med ingefærte i går, så nu har jeg fået en forfærdelig tør hoste. Så jeg købte en flaske rødvinsgløgg med rom på vejen hjem , for jeg skulle gerne være frisk til weekenden. Ok, med mit talent for at score betydet det nok ikke det store at jeg snotter, hoster og harker, for pigerne holder sig normalt væk, helt af sig selv. Måske skulle jeg ændre min indgangsreplik: "Skal vi dyrke sex?"  Jeg forstår det ikke. "Det er det de vil", siger Lars, og han er ekspert i at score. Min manglende evner i at score kan i det mindste forhindre andre i at blive smittet.
Sekretæren på arbejdet er blevet smittet, så hun snøftede temmelig meget i dag, men hvad kan jeg gøre? Jeg er ansat på en kulikontrakt og det betyder at jeg ikke får fuld løn under sygdom, men kun hvad der svarer til dagpengesats, så hvis jeg melder mig syg bliver der trukket i min løn. Så jeg melder mig ikke syg. Heller ikke den dag jeg hvor jeg brækkede fingeren, da jeg skulle banke et skelrør i jorden, og hvor jeg samtidig fik et dybt sår i fingeren. Jeg var nødt til at ta tilbage til arbejdet med det samme, da den var fikset, ellers var jeg blevet trukket i løn.
Økonomisk står det faktisk så greelt til, at selv om jeg er frisk til at gå i byen i morgen, så har jeg ikke noget pænt fodtøj at ta på. Jeg har sandaler, vandrestøvler og joggingsko at vælge imellem, men da jeg for et par uger siden gik i byen i et par sandaler fik jeg et møgfald af en pige som hedder Sara, på grund af mine sandaler, og hun ville næppe være begejstret for hverken vandrestøvler eller joggingsko. Jeg har faktisk et par rigtig flotte italienske sko, som jeg har brugt én gang for 10 år siden. Dvs. indtil jeg mødte Sara. Jeg har så prøvet dem et par gange siden, men de gnaver så frygtelig at jeg har ondt i fødderne 10 dage efter. Måske derfor at det er 10 år siden jeg sidst har brugt dem.
Nu tænker de fleste selvfølgelig: "Hvorfor køber idioten ikke bare et par nye sko?" Dertil kan jeg svare at jeg jo har fast arbejde. Det betyder at når tobak, tjald, alkohol, kolonihavehus, båd, studiegæld og andre faste udgifter er trukket fra min løn, så har jeg et lavere rådighedsbeløb end en bistandsklient. Så der bliver næppe råd til nye sko, før jeg kommer på overførselsindkomst.