Jeg har været ude at løbe for første gang siden jeg dejsede om på Christiania og knaldede baghovedet ned i brostenene. Dvs. det dunkede godt nok i baghovedet lige efter at jeg havde løbet, men det gør det altid når pulsen og blodtrykket kommer højt op. Det er en gammel skade som ligger helt tilbage i niende klasse i folkeskolen. Blandt nogle af os på de bageste rækker var der tit en kamp om at sidde på den gode stol. Dvs. lærerens gode bløde kontorstol på hjul. Den pågældende dag var det lykkedes mig at tilkæmpe mig den fra Ib som sad bag ved mig. Det blev han sur over og på et tidspunkt sparker han til stolen, så jeg ryger bagover og knalder baghovedet ned i bordkanten på hans bord. Listen på bordet var faldet af så kanten var helt skarp, så det bløder en del og jeg må til læge for at blive limet sammen.
Umiddelbart får jeg ikke hovedpine, men når jeg senere anstrenger mig meget, f.eks. ved løb, får jeg en dunkende hovedpine. Det tar flere år før jeg holder op med at få hovedpine, når jeg anstrenger mig meget, og i dag er det blevet til en dunken, men det gør ikke ondt. Det er selvfølgelig en lille smule skræmmende og det kan godt være at jeg en dag får en hjerneblødning under en løbetur. I så fald kan det sagtens skyldes det lille uheld. Mange år senere mødte jeg Ib og han sagde at han tit havde tænkt på det. No hard feelings, det var et uheld.
Derudover er risikoen for en hjerneblødning til stede hos enhver, uanset alder. Bente, Lisbets søster, gjorde engang rent og fik det pludseligt dårligt. Hun sagde til sin veninde som hun boede sammen med, at det føltes som om hun fik en kop te hældt ned over hjernen. Hun blev indlagt og fladt i koma. Hele familien kom fra Jylland til København for at besøge hende, og den næste dag vågnede hun op og hilste på dem. Efter nogle timer faldt hun i koma igen, og døde lidt senere. Hun nåede lige at blive 30. Hun havde fået en hjernehindeblødning. Det skyldtes en medfødt svaghed i hjernehinden, som ikke er arvelig, og som én ud af halvtreds har. Det betyder naturligvis ikke at alle som har denne medfødte svaghed kommer til at dø af det, men risikoen er altid til stede. Eftersom sygdommen ikke er arvelig, kan enhver risikere at dø af den.
At det dunker lidt i hovedet på mig, bekymrer mig derfor ikke. Vi skal alle dø alligevel og hver dag jeg slipper gennem livet uden alvorlig sygdom, takker jeg for.
For mit vedkommende gælder det ikke mindst psykoser. Det er et helvede uden lige og jeg har endda kun lige oplevet det. Dvs. det har været alvorligt nok, i den forstand at jeg har prøvet det flere gange, men jeg det er lykkedes for mig at overvinde det. Før fik jeg ind i mellem voldsom angst hvis jeg ikke fik sovet nok, fordi jeg var bange for at få en ny psykose, men efterhånden bliver det sjældnere og sjældnere. En sjælden gang sker det at jeg får hvad der minder om en psykose i nogle få sekunder, men så forsvinder det igen. Men hver gang får jeg naturligvis et lille angstanfald, for hvad nu hvis det ikke forsvinder?