lørdag den 15. september 2012

Jeg var hjemme hos Marianne i går og få min nøgle til kolonihavehuset. Hun var ædru og havde åbenbart ikke drukket den sidste måneds tid. Hun låner Peters lejlighed i Rødovre og spurgte om jeg ville ta med derover forbi, fordi hun skulle ha en del ting med. Jeg takkede nej. Hun er meget sød når hun er ædru og endnu mere sød når hun bliver lidt fuld, men når hun bliver rigtig fuld får hun sine anfald, og det har jeg fået nok af. Jeg ved ikke om jeg ser hende igen.

Jeg holdt jo ikke op med at drikke som jeg burde, så jeg prøver igen. I går drak jeg ganske vist kun seks øl, men som kroppen har det nu burde jeg slet ikke drikke. Det går egentlig også meget godt med ikke at drikke når jeg ikke er deprimeret, men det er jeg så alt for ofte. Det er blot at tænke på job, økonomi og kærester.

Så derfor tror jeg at jeg sætter kolonihaven til salg på mandag. Jeg er så enormt træt af hele tiden at ha et kæmpe overtræk på kontoen og samtidig skulle betale mit lån af til mine forældre. Sælger jeg kolonihaven bliver jeg formodentlig stort set gældfri bortset fra studielån. Derudover vil jeg spare 400 kr. i renter hver måned. Derudover kommer strøm, forsikring og haveleje. Jeg ved ikke hvor meget det er, men i hvert fald flere hundrede kroner om måneden.
Jeg har også fundet ud af at jeg hellere vil sejle, eller cykle en tur i skoven når vejret er godt, eller ta en tur til Sverige, frem for at være i kolonihaven. Det var noget andet da jeg var studerende og havde masser af tid, eller i hvert fald kunne prioritere min tid mere frit. Med et fuldtidsarbejde går der alt for meget tid med at passe hus og have. At jeg så har brugt endnu mere tid på at sidde i haven og drikke øl er en anden sag.

Jeg ved så ikke helt endnu om jeg vil sælge båden. Den er også dyr i drift, men det er enormt fedt at sejle eller bare ligge ude på havet og fiske, så hvis jeg skulle blive boende i Helsingør ville jeg virkelig savne at ha en båd. Så jeg tænker lidt mere over det.

Jeg søger i hvert fald arbejde i Norge. Der er et par job ledige på http://umb.no i Ås som laborant. Dvs. der bliver nok noget feltarbejde selv om det ikke bliver langt ude i skoven som sidste gang. Jeg elskede at være på UMB. Massevis af studenter og ikke mindst studiner. I det hele taget massevis af mennesker og mulighed for socialt samvær. Jeg tvivler nu på at jeg få et job der, for der bliver med garanti masser af ansøgere.

Jeg må i gang med at rydde op. Hvis jeg skal sætte huset til salg på mandag er jeg nødt til at bruge hele weekenden på at ordne hus og have.