Så fik jeg købt et par øl. En ale og en porter fra Thisted Bryghus. To halvliters til 15 kr. stykket. Normalt plejer jeg at købe de allerbilligste øl men ikke i dag. Jeg er ikke deprimeret men jeg prøver på at sige farvel til mit kolonihavehus og forhåbentlig også til øllene. De har været trofaste følgesvende gennem flere årtier men det går simpelthen ikke mere. Jeg har for længst overskredet det min krop kan tåle og mangler kun at overbevise mig selv om at nu stopper festen. Det kommer også til at betyde at jeg kommer til at udskifte hele min omgangskreds og det er også derfor at jeg føler at jeg er nødt til at flytte. Det vil være umuligt for mig hvis jeg bliver boende her. Jeg er alt, alt for let at lokke og har alt, alt for svært ved at stoppe.
Dvs. hvis jeg er alene drikker jeg mig sjældent fuld, for så drikker jeg alt for langsomt, men man kan sagtens drikke 10-15 øl om dagen uden at blive fuld, hvis man starter om formiddagen og bliver ved til man går i seng. Mange gange drikker jeg så langsomt at jeg formodentlig ikke engang ville opdage det selv om der ikke var alkohol i øllen, hvis bare smagen var den samme. Det er lige så meget en dårlig vane som det er afhængighed. Måske er det endda mere en dårlig vane end afhængighed.
Og nu til dagens første tår. Det bliver ale.