For første gang siden april har jeg været ude på en løbetur. Jeg har løbet en smule på maskinen i fitnesscenteret men ikke en rigtig løbetur. Det var så også kun 2,5 km men jeg er nødt til at være forsigtig her i starten. Det er meget let at løbe for mig og jeg kommer lynhurtigt i god form, så jeg er nødt til at prøve på ikke at løbe alt for hurtigt. Det er så let at blive skadet, og især jo ældre man bliver.
Sidste efterår var jeg i glimrende form og jeg var med i Helsingørløbet. Marianne var på besøg og måske derfor havde jeg været oppe hele natten og drukket vin og røget cigaretter. Så jeg løb halvfuld og uden at ha sovet, men det gik egentlig udmærket og jeg var en af de forreste. Dvs. de allerforreste var kommet ude af syne og jeg var uopmærksom, så pludselig råbte en kvinde som kom gående imod mig: "Stop, stop, du løber den forkerte vej". Så jeg stoppede straks og begyndte at gå tilbage, jeg ville under ingen omstændigheder få en god tid nu, selv om der var mindre end 500 meter til mål. Jeg gik uden om målet og afleverede min chip, men de havde taget tid ved halvdelen af løbet, dvs. 2,5 km og da lå jeg som nr. 13 i tiden 10.22.
Hvis jeg undgår skader og passer min træning kan jeg måske være i fin form til næste efterår. Det tar desværre så uhyggelig lang tid at komme i rigtig god form igen efter en pause. Nogenlunde dobbelt så lang tid, som den tid man har holdt pause.